Kirkens klokker

Gadstrup Kirkes to klokker fra 1504 og 1616

Gadstrup Kirkes

to klokker fra

1504 og 1616.

Når man kommer op i tårnrummet, forventer man at finde de to gamle middelalderlige klokker. De to klokker kirken havde i middelalderen, er begge gået til og sandsynligvis blevet omstøbt til kanoner, da Frederik 1. i 1528 og Christian 4. i 1602 udskrev klokkeskat. Ved begge disse udskrivninger af kirkeklokker vides det nemlig, at Gadstrup Kirke har måtte afleverer klokkerne.
Det er jo imidlertid sjældent noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Til gengæld for, hvad kirken mistede ved de to udskrivninger, fik den i hvert fald én klokke igen, der både er af kvalitet og tillige historie, så det kan forslå.

Det drejer sig ikke om kirkens mindste klokke , der, som indskriften viser, er støbt i København af Hartvig Qvellich Meier i 1616. Det er solidt klokkestøbearbejde. Indskriften står mellem frisér af liljer og akantus, og klokken er smykket med tre medaljoner, de to med billedet af en pelikan, den opofrende kærligheds symbol, den tredje med en flakt ørn. Nogen særlig historie har denne klokke ikke.

Anderledes forholder det sig med den store klokke , som vi med rette kan kalde: Den hollandske abbeds klokke. Den er ikke blot større og smukkere i klangen - alle Gadstrupboere kender den. Det er med den, solen ringes op hver morgen og ned hver aften - men den har som sagt tidligere historie. Dens indskrift var indtil for få år siden en gåde ligesom dens herkomst. Indskriften lyder på latin: Dominus Reinerus Dostinchem abbas XXXVII ihrlm me fieri fecit Arnoldus de Wou me fecit anno dommini 1504 (Hr.Reinerus Dostinchem den syvogtredivte abbed af Jerusalem lod mig gøre. Arnoldus de Wou gjorde mig i det Herrens år 1504 ). Hvem var denne hr. Reinerus, og hvad ville det sige, at han var den syvogtredivte abbed af Jerusalem? De eneste holdepunkter var dels klokkestøberens navn, der var kendt fra andre klokker, og så årstallet 1504.

Den første der søgte at løse gåden var historikeren og arkæologen Burmann Becker, der i slutningen af forrige århundrede var kommet så vidt, at han mente at kunne fastslå, at hr. Reinerus måtte være abbed i klosteret i Jerusalem og født i byen Doetinchem i Holland. ( Man fandt hurtigt ud af, at ordet Dostinchem skulle læses som det Hollandske bynavn: Doetinchem. Ved en støbefejl var et e blevet til et s). Både dette bynavn og klokkestøberens navn pegede med al tydelighed mod Holland. I Holland havde der kun været et abbedi med navnet Jerusalem, nemlig det kloster i Nordholland i provinsen Friesland, der efter sin stifter Gerkes almindeligvis kaldtes Gerkeskloster. Altså måtte hr. Reinerus have været dettes klosters abbed. Om klosterets historie kunne dengang så godt som intet oplyses, så Beckers formodning kunne hverken bekræftes eller afkræftes. Beviset kom ganske uventet ved en henvendelse fra en Hollandsk lokalhistoriker, lærer W. Brandsma, Groningen, der er barnefødt i Gerkeskloster og indgående har beskæftiget sig med sin barndomsbys og dens kloster historie. Han kunne fortælle, at hr. Reinerus fra 1504 - 1531 som den syvogtredivte i rækken havde været abbed i Gerkeskloster alias Jerusalem, altså nøjagtigt som indskriften havde fortalt, men han kunne fortælle mere om klosterets historie, der tillige kastede nyt lys over klokkens mærkelige skæbne .

Gerkeskloster var et cistercienserkloster, der var blevet grundlagt i 1240. Det besad store rigdomme i kraft af sin anseelse. Da Reinerus netop var blevet abbed i 1504, ligger det nær at antage, at klokken har været den nye abbeds gave i anledningen af hans ophøjelse. Klosterets historie blev både kortere og mere stormfuld, end abbed Reinerus vel har drømt om det, da han tiltrådte sin nye værdighed. I det samme år gik en ung, ukendt bakkelaurus Martin Luther rundt i universitetsbyen Erfurt. Han skulle fjorten år senere rejse en storm, der også skulle komme til at gøre en ende på Gerkersklosterets herlighed. Allerede i 1518 nåede refomationsroprøret Nederlandene, der dengang stod under det katolske Spaniens herredømme. Førend sin død i 1531 nåede hr. Reinerus altså at få uroen ind på livet, og 40 år senere, 1571, plyndredes hans kære kloster af vandgeuserne, de landflygtige protestanter, der under ledelse af Wilhelm af Oranien den Hollandske frihedskamp og ved stadige overfald, hvad vi i dag ville kalde kommandoraid, søgte at forurolige de spanske magthavere. Allerede 1580 havde reformationen sejret, og dermed klostrets skæbne beseglet. Det inddroges, den sidste abbed pensioneredes, og dets ejendom blev bortsolgt. Først 1629 blev der atter holdt gudstjeneste i klosteret, idet provinsregeringen dette år gav tilladelse til, at der indrettedes en reformert kirke i vestenden af klostrets tidligere bryggeri. Men på dette tidspunkt må klokken i hvert fald have været forsvundet, ellers var den vel blevet benyttet til det nye gudshus.

Hvordan og hvornår skete det ? Den lokale overlevering ved at berette, at det skete ved vandgeuserne plyndring i 1571. Man har mod denne overlevering rejst den indvending, at vandgeuserne næppe under et kortvarigt plyndringstogt, der må have stået i kampens tegn, skulle kunne have nået at nedtage klokken og at føre den 1 til 1 Km over land ned til den lille nærliggende flod, som vandgeuserne har kunnet stå op ad med deres skibe. Traditionen er dog langt fra usandsynlig. Klokkens nedtagning fra tårnet behøver ikke at have taget lang tid.
Man har ganske simpelt styrtet den ud af tårnet.

Den kendte klokkesvejser August Nielsen, Roslev, har meddelt denne artikels forfatter, at denne fremgangsmåde er særdeles anvendelig, hvor jordsmonnet under tårnet blot er tilstrækkeligt blødt, og at den stadig anvendes, uden at de klokker, der er tale om, lider den mindste skade. Tilmed ved man, at vandgeuserne i 1571 på et lignende togt til en anden nærliggende by netop har bortført kirkeklokken . Det kan være os danske en beroligelse, at klokken er blevet røvet af Hollænderne selv, der sandsynligvis ville gøre den i penge og dermed skaffe midler til den forsatte frihedskamp.


Men hvordan endte så klokken i Gadstrup ? Muligvis er vejen gået om ad en af de danske kongers opsamlingspladser for kirkeklokker, der skulle omstøbes til kanoner. Det kan meget vel tænkes, at kongen har søgt at skaffe sig malm også ved at opkøbe kirkeklokker i udlandet. At kirkeklokker ansås for lovformelig krigsbytte, har man mange beviser for. Således er klokken måske havnet på et af kongens lagre, hvorfra " Det har man også eksempler på " folk med de rette forbindelser, kunne købe overflødige klokker tilbage. På denne måde er mange kirkeklokker havnet på helt andre steder end, hvor de oprindelig hørte hjemme. Hvorfor skulle det så ikke også kunne ske med udenlandske klokker ? Vi kan gætte og så i øvrigt konstatere, at her hænger den . Ved sin bevægede historie minder den os om alt menneskeligt omskiftelighed, også kirkehusets, det ringe gæstekammer, vi mennesker bygger for den himmelske gæst, vi vil bede, altid må bygge og bo hos os.

Henning Storm